Kender du oplevelsen af at stå overfor noget, der burde være helt dagligdags og kendt – og som så viser sig at være anderledes, end du troede?
Jeg selv har en lille samling af den slags oplevelser. Den mest dagligdags er denne: Jeg står på mit badeværelse og skal til at børste tænder – men hvor er tandpastatuben henne? Jeg kan ikke finde den – den er blevet væk, skønt den burde stå lige foran mig på hylden over vasken.
Jeg må nu skærpe mine sanser og min bevidste opmærksomhed. Jeg leder intenst i rummet omkring mig og mærker også en intens indre aktivitet for at bestemme det, jeg har foran mig. Der går muligvis blot nogle få sekunder, men de føles meget lange – og med ét efter den intense søgen bliver det klart, at tandpastatuben står lige foran mig, men den ser ikke ud som i går. Og det ikke er gjort med én gang. Næste gang jeg skal børste tænder, optræder det samme scenarie atter. Det gentager sig over nogle gange, indtil det langt om længe er sivet ind i min bevidsthed, at den gamle tandpastatube ikke findes længere, men er erstattet af en ny.
Hvad er den dybere grund til at jeg – og også du – gang på gang kommer i sådanne situationer?
Grunden er ”forestillingen”! Vores bevidsthed er en scene, hvor forestillinger af forskellig karakter og genre hele tiden og konstant udspiller sig. Nogen gange er det dramatisk, andre gange dybt tragisk og atter andre nærmest komisk som i ovennævnte tilfælde.
Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at grundaktiviteterne altid er de samme: Du og jeg iagttager noget og bestemmer det med et begreb. I dagens løb indtræffer denne begivenhed millioner af gange, uden at det overhovedet kommer til vores bevidsthed, det sker helt af sig selv. Men af og til kan vi komme i disse ekstraordinære og faktisk meget berigende situationer, fordi det giver os mulighed for at undersøge, hvordan vores bevidsthed og erkendelsesproces egentlig fungerer.
I situationen med tandpastatuben står jeg i en ny situation, for det ”noget”, jeg iagttog i går, er der ikke i dag, og jeg må altså begynde forfra med en ny erkendelsesproces. I første omgang stirrer jeg ud i det tomme rum – der er ingen tube. På min bevidstheds scene forventer jeg, at den røde tube indtager sin sædvanlige rolle, men ”rød tube” er taget af rollelisten, der optræder nu en anden spiller, som jeg først skal få øje på. Jeg må altså skærpe min iagttagelse, jeg må bruge mine øjne og lede efter ”noget nyt”; når dette ”noget nyt” har indfundet sig, må jeg bruge den anden aktivitet, jeg har til rådighed, nemlig min begrebsbestemmende evne, dvs. min tænkeevne. Det er med tænkningen, jeg er i stand til at hale begreber ind på scenen og sætte dem i forhold ”noget nyt”. Jeg finder nu ud af, at ”noget nyt” består af forskellige kvaliteter, nemlig metal, lakering, skruelåg, bogstaver der danner et navn, hvid og blå farve m.m. Alt dette sætter jeg ved hjælp af min tænkeevne sammen til genstanden ”den blå-hvide tandpastatube”. Faktisk er i dette tilfælde det eneste, der er nyt, farven blå. I mange år var den rød. Det er jo ganske utroligt, at denne lille forskel kan have så stor betydning for, om jeg kan få tandpasta på min tandbørste!
Min gamle forestilling ”rød tube” stod altså i vejen for, at den nye ”blå tube” kunne dannes, og for at jeg kunne få korrigeret min opfattelse af virkeligheden, i dette tilfælde det mest banale i form af en tandpastatube.
Nogle timer senere, blev jeg ramt af denne indsigt med et hårdt slag.
Når der sker skelsættende begivenheder i verden, husker man som regel, hvor man befandt sig, da man fik nyheden. Jeg husker f.eks. nøjagtigt, hvor jeg var, da jeg fik nyheden om, at fly var fløjet ind i World Trade Center d. 11. september 2001. Andre kan berette, at de ved nøjagtigt, hvor de stod, da de fik nyheden om, at John Lennon var blevet skudt.
Jeg husker også den helt præcise plet på mit daværende stuegulv, hvor det slog mig: Når forestillingen i min bevidsthed har så indgribende en betydning for denne banale erkendelse, hvilken betydning har det så ikke for mit syn på mine medmennesker? Går jeg rundt med ligeså fastlåste forestillinger om dem, som jeg havde med hensyn til den røde tube, der var blevet blå, så betyder det, at jeg kan forbigå mine medmennesker fuldstændigt, fordi jeg har et helt fastlåst billede af, hvem de er. –
Jeg ser måske slet ikke mit medmenneske, men kun mit eget billede af vedkommende!
Hvilken betydning har ikke denne lille opdagelse for vores opfattelse af verden, os selv og hinanden?